Selvom der nu er forbud mod systematisk aflivning af tyrekalve – hvilket naturligvis kun er positivt og på tide – er det ikke godt nok! Hele praksissen om, at kun nogle individer kan bruges vidner, efter vores mening, om et produktionssystem der er blevet alt for intensivt.
Nogle af de problemer, vi ønsker at belyse er, at malkekøerne er blevet fremavlet til at producere helt unaturligt store mængder mælk, hvilket må formodes at nemmere og hyppigere vil medføre yverbetændelser, der kan være smertefulde, men som også kan medføre forstyrrelser i stofskiftet, at køerne halter og får problemer ifm. reproduktion.
Samtidig betyder den store mælkeproduktion, at køernes dagscyklus i høj grad drejer sig om at skulle malkes op til flere gange om dagen, hvilket selvfølgelig har betydning for, hvordan de håndteres i et miljø, der i forvejen er unaturligt for dem og menneskestyret.
Kun op mod 30% af malkekøer kommer på græs,23 mens den langt overvejende del lever hele deres liv i en stald, hvilket kan medføre problemer og smerter i klovene pga. det hårde betongulv og stereotype adfærd. Dette giver sig bla. til udtryk ved gentagende ensartede bevægelser uden et egentligt formål, som opstår når dyret er stresset, keder sig, og generelt har mangel på stimuli.
I staldene er der på trods af regler om adgang til bl.a. ko-børster og anden adspredelse, en generel mangel på aktivitet og beskæftigelse, og der er ikke megen underholdning til rådighed for dyrene.24
Køer er hierarkiske og sociale dyr, hvis naturlige miljø er en græsmark.25
Derudover er der den helt overskyggende problemstilling ift. adskillelse af kalv og ko. Adskillelsen er som nævnt nødt til at foregå, da koen kun producerer mælk, fordi hun har en unge at ernære. Og for at undgå at kalven drikker den mælk, som moren producerer til den, tages kalvene fra sin mor inden 12-24 timer efter kælvning.
Kviekalvene opfostres sammen med andre kalve, men de har altså ikke længere kontakt med deres mødre eller får hendes mælk. Det kan måske være svært at vide, hvorvidt det er mest traumatisk for dyrene at blive adskilt så hurtigt som muligt eller ”først efter tidligst 24 timer” efter kælvning, 26 men uanset hvad må det antages, ligesom det gør sig gældende for alle andre pattedyr, at modermælk er helt essentielt for afkommets sundhed både i det tidlige liv, men også som grundlag for resten af livet, idet der gennem modermælken tilføres antistoffer, der hjælper immunforsvaret med at fungere optimalt.
Derudover dannes der stærk følelsesmæssig tilknytning imellem koen og kalven, som også inkluderer omsorg og tryghed, da det evolutionært set er helt afgørende for at sikre artens overlevelse, at moren tager sig af ungen frem til en naturlig fravænningsalder. Som en del af det, at gå sammen med sin mor, må det dermed også antages, med baggrund i pattedyrsadfærd generelt, at ungen har brug for sin mor til at lære almindelige adfærd indenfor en lang række discipliner.27
Et andet alvorligt kritikpunkt er, at for at køerne kan få kalve og hele tiden kan producere mælk, så er det landmanden, der kunstigt inseminerer (dvs. gøre kunstigt drægtig ved at sprøjte sæd fra en tyr op i koen) dyrene. Dette sker både hyppigere, end det ville ske naturligt og i en kontant cyklus samt uden at koen kan følge sine medfødte reproduktionsdrifter, naturlige adfærd eller yngeladfærd, der følger med drægtighed og kælvning.
Da nuværende ko-racer ikke findes i naturen er det svært at vide, hvor gammelt kvæg naturligt vil blive eller hvor stor dødelighed, der ville være både blandt kalve, men også blandt voksne dyr. Men man ved, at ”hyggekøer” af tamracekvæg kan blive op til 20 år gamle, mens gennemsnitsalderen for en ko i produktionen er sjældent mere end 4-5 år.28
Alene det, at den enkelte landmand, men også landbrugets organisation laver registreringer og opgørelser over dødelighed, indikerer overfor os, at den netop er væsentligt højere end hvad den ville være naturligt.
For kødkvæg er disse problemstillinger sjældent gældende, da de ofte kommer på græs og ko og kalv får lov at gå sammen, men vi finder det uetisk, at der for kødkvæg alene er tale om, at dyr – og i mange tilfælde kun unge kalve – produceres med det formål at de skal slagtes, og på den måde ikke betragtes som et levende dyr med ret liv, men anskues som en produktionsenhed.
I Foreningen Dyrenes Venner arbejder vi konstant på at opfordre og lægge pres på både politikere og landbruget for at få højnet minimumskravene i produktionen, både hvad angår konventionel produktion (Dyrevelfærdsmærke-ordningen).29
For blot at nævne nogle af de ting, vi arbejder for, kan oplistes: Vi vil have et stop for intensivt landbrug, og hvis der skal være en animalsk produktion, mener vi, at produktionen kun bør dække det danske forbrug. Vi skal ikke producere og eksportere til andre lande, da dette øger antallet af dyr, og dermed sker der automatisk en forringelse af dyrevelfærden.
Derudover kræver vi, at alle malkekøer som minimum kommer på græs, hver dag hele året (når vejr, fodertilgængelighed mm. tillader dette), at der laves forbud mod at lave sødmælkskalve, at der forskes i alternativer til at adskille ko og kalv, og at køer ikke længere fremavles til at yde i kvantitet (altså så meget som muligt).
Vi vil have bedre uddannelse af landmænd og staldpersonale, med dyrenes
velfærdsmæssige behov i pensum, og at der naturligvis skal være tilstrækkelig med stimulering i staldene.
Vi anerkender at der er en stor omsætning forbundet med landbrugets aktiviteter, der indirekte kan påvirke den danske økonomi, men vi tror på, at færre animalske produktioner og flere grønne produktionsformer er vejen frem for Danmarks fremtidige økonomi – og dermed også for dyrene.
