Grisen
Svin og hvaler deler en fælles forfader, og deres evolutionære linjer skiltes sandsynligvis for omkring 55–60 millioner år siden. Hvalernes nærmeste nulevende slægtninge er flodheste, mens svin er en mere fjernt beslægtet gren inden for de partåede hovdyr.
Begge tilhører ordenen af klovdyr, mere præcist gruppen Cetartiodactyla, som omfatter både hvaler og partåede hovdyr som svin, flodheste, hjorte og kvæg.
Tamgrisen (Sus scrofa domesticus) stammer fra vildsvinet (Sus scrofa), som blev domesticeret uafhængigt flere steder i Eurasien for omkring 9.000-10.000 år siden.
Gennem avl er grisen blevet udvalgt for egenskaber som hurtig vækst, store kuld og høj kødproduktion, hvilket har ændret dens udseende og fysiologi markant sammenlignet med vildsvinet.
Intelligens
Grisen er én af klodens mest intelligente arter: den er god til problemløsning, kan lære komplekse opgaver og tricks og har en god hukommelse. Den kan lære ved observation, blot ved at se andre løse en opgave, kan den kopiere hvad den iagttager.
Grise kan genkende sig selv i spejllignende tests, når de skal bruge spejlet til at finde skjulte genstande, hvilket tyder på avanceret rumlig forståelse. De kan skelne mellem forskellige mennesker og artsfæller, huske sociale relationer gennem lang tid og udvise fleksibel adfærd, når de møder nye udfordringer.
Forskning viser desuden, at grise kan opleve både positive og negative følelsesmæssige tilstande og påvirkes af artsfællers følelser, hvilket tyder på en form for følelsesmæssig smitte.
Grisens natur
I naturen spiser grisen primært planter i form af bog, agern, rødder, urter, svampe, græs og blade, men den kan også spise insekter, orme, snegle og andre smådyr og ådsler, som den ”tilfældigt” støder på.
Grise er sociale og hierakiske dyr, som trives i grupper på typisk 2-6 beslægtede søer med deres unger, som de er fælles om at passe. Lederen er typisk den ældste og dermed mest erfarne so.
Griseunger i naturen dier i op til 17 uger og tilvænnes langsomt fast føde.
Orner lever overvejende alene og opsøger kun søerne i brunstperioden.
Dyrene kommunikerer ved kropssprog og lyde.
Grise er typisk aktive med fødesøgning og udforskning af omgivelserne størstedelen af døgnet med søvn og hvil undervejs.
Grise har kun svedkirtler på trynen. De køler og beskytter sig mod sol og parasitter ved at mudderbade.
Levealderen er op til 15-20 år.
Søer bygger et rede af græs, grene og andet plantemateriale i dagene før faring. Redebygning er en stærk medfødt adfærd, som styres af hormonelle forandringer op til fødslen.
Grisens tryne er et meget følsomt sanseorgan med tusindvis af nerveender. En stor del af dens naturlige adfærd består i at rode i jorden for at finde føde, udforske omgivelserne og indsamle information om andre grise.
Grise er generelt renlige dyr. Hvis de har tilstrækkelig plads, vælger de normalt at hvile, spise og gøde forskellige steder.
Den industrialiserede gris
Danmark er målt pr. indbygger verdens forholdsmæssigt største producent af grise.
Der fødes omkring 40 millioner grise årligt i Danmark – heraf bukker ca. 10-11 millioner under, før de når slagteriet.
Blandt de ca. 110.000 grise, som hver dag fødes, er en fjerdedel enten dødfødte eller dør tidligt efter fødslen af sult, kulde eller ved at blive klemt ihjel, fordi de er for små og svage.
Nogle bliver af samme grund aflivet ved at blive slået hårdt mod gulvet. Denne aflivningspraksis er desværre tilladt for grise op til 5 kg.
En gennemsnitsgris vejer ved fødslen ca. 1,5 kg.
Halekupering: 95 % af alle danske, konventionelle grise halekuperes, da goldt staldmiljø og meget lidt plads medfører kedsomhed og stress, der ellers får grisene til at bide i hinandens haler. Ifølge lovgivningen skal alle grise tildeles tilstrækkeligt rode- og beskæftigelsesmateriale, men dette begrænser sig ofte primært til en træklods eller en pind i en lænke. Halekupering er helt forbudt i økologisk produktion.
Når pattegrisene er 3-4 uger gamle, tages de fra soen og placeres i et andet stisystem, hvor de kun får fast føde og vand. Da deres maver har svært ved at klare det tidlige og bratte skift til fast føde, får mange smågrise såkaldt fravænningsdiaré, som behandles med antibiotika.
Konventionelle smågrise får op til 20 gange så meget antibiotika som økologiske grise, der først må fravænnes, når de er 7 uger gamle.
Danske slagtesvin tager mere end 1 kg på om dagen, de kan veje op til 110 kg og har kun ret til 0,65 m2 stiplads. De når slagtealderen når de er 5-6 måneder gamle.
En so (hungris) bliver typisk insemineret første gang, når hun er 7-8 måneder og sendt til slagtning når hun er slidt op 3-4 år gammel.
Hver 6. so dør eller sendes til slagtning tidligere end sædvanligt grundet sygdom eller skader.
En gennemsnitlig dansk so får omkring 43 pattegrise om året inklusive dødfødte fordelt på cirka 2,3 kuld.
4 ud af 10 søer og næsten 3 ud af 10 slagtesvin har mavesår. Dette relateres til fiberfattig og restriktiv fodring, én af de faktorer som medfører stress hos dyrene.
Langt de fleste danske grise opdrættes indendørs hele livet uden adgang til udendørs arealer. Avlen har gennem årtier haft fokus på høj produktivitet, hvilket blandt andet har resulteret i større kuld end tidligere. Det betyder, at antallet af pattegrise ofte overstiger antallet af funktionelle patter hos soen, hvilket kan øge konkurrencen om mælken.
Søer opholder sig i perioder omkring faring i såkaldte farebokse, hvor deres bevægelsesfrihed er begrænset for at reducere risikoen for, at pattegrise bliver klemt. Brugen af farebokse er omdiskuteret, da den også begrænser soens mulighed for at vende sig og udføre naturlig redebygningsadfærd.
Hangrise kastreres i Danmark normalt inden syv dages alderen for at reducere risikoen for såkaldt ornelugt i kødet. Indgrebet skal foretages med lokalbedøvelse og efterfølgende smertelindring, som lovgivningen kræver.
Eksport
Omkring 90% af den danske svineproduktion eksporteres i form af levende dyr og kød.
I 2025 blev 17 millioner smågrise transporteret fra Danmark for at blive fedet op og slagtet i andre lande.
Danmark er en af verdens største eksportører af svinekød og levende smågrise målt i forhold til landets størrelse. De største eksportmarkeder omfatter blandt andet Tyskland, Polen, Italien, Storbritannien og flere asiatiske lande.
De eksporterede smågrise transporteres ofte over lange afstande i lastbiler. Transporterne kan vare mange timer, og inden for EU kan de under visse betingelser vare mere end et døgn. Under transport udsættes grisene for håndtering, sammenblanding med fremmede dyr, temperatursvingninger, støj og vibrationer,
hvilket kan medføre stress, træthed, dehydrering og øget risiko for skader og sygdom.
Når smågrisene eksporteres, flyttes den efterfølgende opfedning og slagtning til andre lande. Dyrevelfærdsreglerne er fastsat af EU’s minimumskrav, men kontrollen og produktionsforholdene kan variere mellem landene. Grisenes samlede transportafstand bliver samtidig længere, end hvis de var blevet opdrættet og slagtet i Danmark.
Der sker desværre jævnligt ulykker med grisetransporter.
I 2024 væltede bl.a. en lastbil med omkring 200 grise ved Haderslev, hvor flere dyr døde eller måtte aflives. Samme år væltede en grisetransport på den Midtjyske Motorvej, hvor fem grise døde, flere blev aflivet efterfølgende, og andre måtte flyttes til nye lastbiler.
Ifølge tal fra politiet i 2023, døde eller blev der aflivet 1.120 grise som følge af ti ulykker med grisetransporter i Danmark. I 2024 faldt antallet af registrerede ulykker, men der forekom fortsat flere væltede grisetransporter.
Slagtning
På danske slagterier bedøves svin normalt i grupper, som nedsænkes i et kammer med en høj koncentration af CO₂, typisk over 80%. EU’s fødevaresikkerhedsagentur (EFSA) har flere gange konkluderet, at koncentrationer over 30% CO₂ medfører ubehag for grisene i form af irritation af slimhinder og sandsynligvis smerte. Man kan observere grise, som hiver efter vejret, kaster med hovedet og forsøger at flygte, inden bevidstløshed indtræder.
Efter bedøvelsen bliver grisene afblødt ved at skære de store blodkar på halsen eller ved brystet over.
Etiske spørgsmål rejses bla. ift. om bedøvelsen er effektiv, og om afblødningen sker hurtigt nok til at dyret ikke genvinder bevidstheden.
Der forskes internationalt i alternativer til CO₂-bedøvelse, herunder bedøvelse med inerte gasser og elektrisk bedøvelse, med henblik på at reducere belastningen for dyrene. Der er dog endnu ikke fundet en løsning, som bredt har erstattet CO₂ på de fleste store slagterier.
DYRENES VENNER MENER
Den nuværende konventionelle griseproduktion i Danmark tager ikke i tilstrækkelig grad hensyn til grisenes behov og velfærd. Produktionen er i høj grad indrettet efter effektivitet og høj produktivitet, hvilket efter vores opfattelse sker på bekostning af dyrene.
Grise er intelligente, sociale og nysgerrige dyr med et stort behov for at udforske deres omgivelser, rode i jorden, bygge rede og leve i stabile sociale grupper. Disse naturlige behov begrænses i vid udstrækning i den intensive produktion.
Vi mener, at den omfattende avl efter stadig større kuld har medført alvorlige velfærdsproblemer, herunder høj dødelighed blandt pattegrise og en stor belastning af søerne. Samtidig finder vi det uacceptabelt, at størstedelen af danske konventionelle grise fortsat halekuperes, selv om rutinemæssig halekupering er forbudt efter EU-lovgivningen. Efter vores opfattelse er halekupering et symptom på produktionsforhold, der ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser grisenes naturlige behov for plads, beskæftigelse og et stimulerende miljø.
Vi mener også, at fiksering af søer, lange transporter af levende dyr og bedøvelse med høje koncentrationer af CO₂ før slagtning bør erstattes af løsninger, der i højere grad tager hensyn til dyrenes velfærd.
DYRENES VENNER arbejder for gennemgribende ændringer af den nuværende griseproduktion, hvor grise får mere plads, adgang til et stimulerende miljø, mulighed for at udføre deres naturlige adfærd og en produktion, hvor hensynet til dyrene vægtes mindst lige så højt som hensynet til økonomi.
Vi opfordrer samtidig til at reducere forbruget af animalske produkter og vælge plantebaserede alternativer, da dette både kan mindske antallet af dyr i den intensive produktion og reducere belastningen af klima og miljø.
Vi mener, at alle dyr er sansende individer, som kan opleve både glæde, frygt, smerte og stress, og at dette bør være udgangspunktet for den måde, samfundet behandler dem på.
